Beskrivelse
Baggrundshistorie
🇩🇰 Jørgen Fabricius fyldte 75 år den 7. februar 2022 og det fejrer vi med denne fantastiske mandala design. Karen-Marie fortæller her, hvad mandalaen symboliserer:
I centrum er der et lille fyrtårn – Jørgen er opvokset på Rubjerg Knude Fyr og det har haft stor betydning for ham hele livet. Fyrets lys stråler på 4 små røde hjerter, der er kærlige symboler på vores børnebørn. De 3 fuglepar er både symbol på kærligheden til vores børn, svigerbørn, os selv som par og så viser de også Jørgens store interesse for fugle.
De vilde bær betyder også flere ting: Glæden over naturen, over at finde bærrene, plukke dem, koge marmelade og endelig at nyde smagen. Liljerne symboliserer Jørgens glæde ved blomster, farver, form og duft. De grønne blade skal vise Jørgens energi, hans glæde over naturens kræfter og hans evne til at se nuancer.
Mandalaen omkranses af Vesterhavets bølger der skal vise Jørgens kærlighed til den jyske Vestkyst.